Kennel Happy Lapp

Den Finske Lapphund

Siden du sidder og læser dette har du sikkert i tankerne at du og måske din familie, tænker på at anskaffe en hund eller en hund yderligere.
Kennel Happy Lapp

Den Finske Lapphund

Artikel om den finske lapphunds historie er skrevet af Sarah Brandes i 2007. Bemærk venligst, at der er copy right, dvs. kopiering er ikke tilladt uden kildehenvisning.

Rensdyrene nedstammer fra den alpine hjort og er udviklet ved, at man har fanget de mest egnede eksemplarer og har gjort dem tamme, og senere har man s√• avlet videre p√• dem. Rensdyrene udvikledes b√•de som flok og tr√¶k dyr, og der er beviser p√•, at rensdyrene er blevet anvendt p√• samme m√•de for 4000 √•r siden, som de anvendes i dag. Det rensdyrhold, der startede i en lille skala, voksede sig langsomt st√łrre og i middelalderen ‚ÄĚopfandt‚ÄĚ sam,erne en ny form for rensdyrhold, hvor de flyttede rensdyrene rundt hele tiden i stedet for at blive p√• det samme sted. De blev med andre ord nomader. Stordriften med rensdyrene spredte sig fra Sverige og Norge til Finland gennem Enonteki√∂ og Muonio, og i 1750erne d√¶kkede rensdyr-hyrdningen hele Lapland ned til Oulu.

Der findes ingen overleveringer, der siger pr√¶cis, hvorn√•r lapphunden begyndte at arbejde med rensdyrene, men det antages, at den har hjulpet samerne lige s√• l√¶nge, som de har holdt rensdyr, da rensdyrene kun er halvt tamme og derfor sv√¶re at styre uden hj√¶lp fra hundene. Skeletfund fra nordkalot-omr√•det tilbage fra den senere stenalder (ca. 7000 f.Kr.) bevidner, at der p√• denne tid eksisterede en spidshund af arktisk type, som i bygning og st√łrrelse var identisk med lapphunden.

Gennem kontrolleret avl lykkedes det samerne at skabe en hund med det temperament, de √łnskede. Hvor forskerne mener, at hunden til at begynde med var mere jagthund end hyrdehund, lykkedes det, da samerne begyndte at samle rensdyrene i flokke og leve som nomader i stedet for at jage dem, ved selektiv avl at f√• jagtinstinktet hos hundene avlet bort. Samerne √łnskede hverken en hund, der havde et for kraftigt jagtinstinkt eller en, der var for bl√łd; hundene skulle stadig v√¶re i stand til at beskytte rensdyrflokken mod vilde dyr som ulve og bj√łrne.

Der var mange forskellige typer af lapphunde.

T.I. Itkonen har i 1945 nedskrevet, at de hunde, der vogtede rensdyrene, alle var af de ‚ÄĚlappiske racer‚ÄĚ, hvilket if√łlge hans beskrivelse bet√łd, at de var en anelse st√łrre end den finske spids, og de havde en l√łsere oprullet hale end denne; de havde st√•ende, kn√¶kkende eller h√¶ngende √łrer, korte, brede hoveder og lang tyk pels. Samernes hunde var n√łdsaget til at have en bygning og pels, der var velegnet b√•de om vinteren og om sommeren. I skovene foretrak samerne kortpelsede hunde med lange kroppe, mens man p√• fjeldene foretrak hunde, der var korte i kroppen og havde lang pels.

Man m√• huske p√•, at lapphunden ikke som s√•dan var en race. Hele konceptet omkring de samiske racer er meget bredt og henviser til utroligt mange forskellige typer af hunde. Fx var hundene i vest- og nordlapland meget anderledes end, de der fandtes i syd- og √łstlapland.

Den type hund, der fandtes hos samerne i Enonteki√∂-omr√•det, blev af flere anset som den mest oprindelige. Hundene her var meget kraftige af deres st√łrrelse at v√¶re, og deres pels var lang, grov og meget tyk. De havde brede hoveder med tydelige stop, sm√• √łrer, som aldrig var ‚ÄĚspidse‚ÄĚ, men ansat bredt p√• hovedet, og halen blev b√•ret enten over ryggen eller nedh√¶ngende.

Samiske retsdokumenter tilbage fra 1700-tallet omtaler lapphunden og dens s√¶rstatus. Fx havde samerne en lov, der p√•b√łd, at alle hunde skulle f√łres i snor bortset fra lapphunde, der havde ret til at l√łbe frit omkring overalt.

Quick Links

Finsk Lapphund

Hvalpek√łb

Hanner til Udlån

Udstationering

Kontakt os

Mobil: +45 6096 2020
Mobil: +45 4230 0864
Mail: kennel@happylapp.dk

Bes√łg os

Asnæs Skovvej 27
4400 Kalundborg

En tekst af T. M√§ki fra 1947 beskriver lapphunden som en arbejdshund, der skulle l√łbe rundt om rensdyrene, mens den g√łede.

Dette fik rensdyrene til at s√łge t√¶t sammen for beskyttelse. Lapphunden skulle v√¶re kvik og hurtig til at l√¶re og villig til at adlyde samernes kommandoer. Den m√•tte aldrig bide rensdyrene, og den skulle v√¶re langt mere socialt indstillet overfor mennesker end jagthunderacerne. Dens udseende – if√łlge M√§ki – var en kraftig lille hund, som ofte havde kn√¶k√łrer med en lang, tyk ulden pels, middellang krop, h√¶ngende hale og kraftigt og bredt hoved.

Den store varierede gruppe af hunde, som er beskrevet ovenfor, blev til de to racer, vi i dag kender som finsk lapphund og finsk hyrdehund. Racen blev delt i to i 1959, og udgangspunktet for den finske lapphund var de langpelsede hunde fra de vestlige fjelde, mens den finske hyrdehund blev grundlagt på de korthårede hunde fra Menesjärvi i Inari.

Adskillelsen blev for en stor del bestemt af hundens pels. De korth√•rede hunde (finske hyrdehunde) producerede hvalpe med b√•de kort og lang pels, og de langh√•rede hvalpe blev overf√łrt til den finske lapphunds register. Man inds√• ikke p√• dav√¶rende tidspunkt, at disse hunde ikke var finske lapphunde, blot fordi de havde lang pels; de to racer adskilte sig b√•de bygningsm√¶ssigt, st√łrrelsesm√¶ssigt og temperamentsm√¶ssigt. Pga. sammenblandingen af racerne i opstartsperioden er der i dag adskillige hunde, der er stamf√¶dre/m√łdre til begge racer, fx Menes-Lappi, Jehu og Geisha Mimosa Von Senneh√ľtte. De to racers historie er dermed ul√łseligt bundet sammen, og den f√¶lles stambase g√łr, at der eksisterer en gruppe af ‚ÄĚmellemhunde‚ÄĚ is√¶r finske lapphunde, der mere minder om finske hyrdehunde end deres egen race.

De f√łrste lapphunde blev registreret i finsk kennel klub i 30erne og 40erne, men har intet at g√łre med, hvad vi forst√•r ved en lapphund i dag.

Det var hunde, der blev opdr√¶ttet i Sydfinland ved opblanding af samojeder, karelske bj√łrnehunde og forskellige hyrdehunde. Disse hunde havde alts√• aldrig noget at g√łre med ‚ÄĚrigtige‚ÄĚ rensdyrhunde fra Lapland. Finsk Kennelklub godkendte dog denne race med egen standard i 1945, og is√¶r Marjatta Liipola var en ivrig opdr√¶tter af denne type fra sin kennel Kukonharju, og disse hunde er derfor altid siden blevet kaldt Kukonharju-typen. De s√• helt anderledes ud end lapphunden. De var altid ensfarvet sorte, meget h√łje og store med kort glat pels, store √łrer og smalle hoveder.

I 60erne foretog finsk kennel klub adskillige forskningsrejser til Lapland og inds√•, at den ‚ÄĚrigtige‚ÄĚ lapphund var en helt anden. Man etablerede en ny race og begyndte at hente hunde fra Lapland, som dannede bund for racen finsk lapphund.

Den finske lapphund har aldrig været en homogen race, når det gælder udseende, da der har været utallige lokale typer i hele Lapland. Farvemæssigt har der også været mange forskellige kombinationer, og det samiske sprog har utroligt mange betegnelser for lapphundens farver.

Den finske lapphund nedstammer mestendels fra de langpelsede hunde fra fjeldene, som blev brugt, n√•r renerne var under konstant overv√•gning. Disse hunde l√łb ikke l√¶ngere distancer og var derfor kortere i kroppen og af galop√łr typen frem for traver typen. De arbejdede altid under overv√•gning af deres herre og var i h√łj grad lige s√• meget selskabshunde for kvinder og b√łrn p√• bopladsen, fungerede som vagthunde og hjalp med at se efter de f√• rener, der var tilbage p√• pladsen, som de var faktiske arbejdshunde. Den finske hyrdehund derimod var en udpr√¶get traver og er den, der blev brugt til det egentlige hyrde-arbejde. Den gik med samerne ‚Äď op til flere hundrede kilometer p√• kort tid – og skulle v√¶re en udpr√¶get arbejdshund, udholdende, st√¶rk, modig og utr√¶ttelig.

Den finske lapphund fik som sagt sin f√łrste racestandard i 1945, men da denne var baseret p√• Kukonharju typen, blev den helt forkastet, og en ny standard blev lavet i 1975. Denne er siden blevet rettet til et par gange med mindre detaljer blandt andet omkring st√łrrelse, men i det store og hele er det denne standard, racen stadig har i dag.

Denne standard er baseret p√• det materiale af hunde man fandt i 60erne og 70erne i Lapland; kraftige hunde med st√¶rke, korte hoveder og kraftige, stride, ‚ÄĚstrittende‚ÄĚ pelse, haler b√•ret over ryggen og kortere kroppe.

I begyndelsen af 70erne foretog rensdyrhunde komiteens (under den Finsk Kennel Klub) medlemmer forskningsrejser til Lapland.

Man begyndte her at indsamle hunde af den naturlige stamme. Hundenes farver varierede utroligt meget, og det samme gjorde, som man kan forestille sig, typen. De forskellige dele af Lapland havde forskellige typer hunde; nogle steder var alle hunde r√łde, andre steder var de alle sorte, nogle bygder havde kun hunde med kn√¶k√łrer, mens andre havde hunde med korte haler etc. Det var ikke muligt at skabe s√• mange forskellige racer, som der fandtes typer, og man indsamlede derfor alt, der havde en kendt baggrund af fungerende hyrdehunde, som selv s√• ud som en lapphund og havde hyrdeinstinkter. Typem√¶ssigt tillod man variationer fra egn til egn. n√•r det kom til farver, √łrer, halef√łring, l√¶ngde p√• kroppen mm. Men man kr√¶vede en f√¶lles grundtype p√• alle de hunde, der blev samlet ind. De forskellige hunde blev parret sammen og er grunden til, at vi stadig i dag har s√• mange forskellige typer indenfor racen.

Det var i sidste √łjeblik man gik i gang med at redde racen, og der er ingen tvivl om, at der formentlig har forekommet urene indslag. Diskussionerne er g√•et h√łjt i perioder om, hvorvidt √łvrige finske jagt-spidshunderacer, samojede, border collie mm er blevet indblandet. Man mener dog ikke, der i dagens lapphund findes meget ‚ÄĚfremmed blod‚ÄĚ. Udenlandske hyrdehunderacer ville simpelthen ikke have v√¶ret i stand til at overleve under de h√•rde arktiske forhold, og hunde med jagtinstinkt ville ikke have egnet sig til deres opgave med hyrdning, og samerne har ikke spildt mad p√• en ikke brugbar hund.

En helt ny tid startede for lapphunden i 70erne med det nye materiale, man havde indsamlet og stadig samlede ind i Lapland. Man √łnskede hele tiden at samarbejde med indbyggerne i Lapland omkring indsamlings- og avlsarbejdet, og man oprettede g√•rde/avlsstationer i Lapland, hvor man havde en masse avlst√¶ver placeret, som blev parret med samernes hanhunde, og mange af hvalpene blev derefter sendt sydp√• til opdr√¶tterne dernede. Det egentlige avlsarbejde blev gjort i Sydfinland (der var dog ogs√• opdr√¶ttere i Lapland), og to pionerer er grunden til, vi i dag har den race, der hedder finsk lapphund. De to, der uden tvivl gjorde det st√łrste arbejde med opdr√¶t, indsamling af hunde fra Lapland, udstilling, etablering af type mm, var f√łrst og fremmest Marri Vainio (nu Marri Penna) fra kennel Peski og derudover Matti Kuivila fra kennel Poromiehen (senere kennel Aljo).

Begge hentede et utal af hunde i Lapland i 70erne, som blev indregistreret i racen og lagde bund for et stort avlsarbejde, og man finder ingen lapphunde i dag, der ikke har disse f√łrste stamhunde bag sig i stamtavlen, hvis man g√•r langt nok tilbage.

Lapphundens popularitet voksede hurtigt. I 1968 blev de f√łrste to eksemplarer registreret.

√Öret efter registrerede man 10, i 1970 12, 1971 13 og i 1972 eksploderede registreringstallet med 63. Allerede i 1975 registrerede man 194 finske lapphunde, og fra da af voksede tallet st√łt hvert √•r, og racen har de sidste mange √•r ligget blandt de 20 mest popul√¶re i Finland. Registreringstallet ligger nu fast p√• over 1000 eksemplarer af racen hvert eneste √•r.

Lapphundens historie har dog v√¶ret pr√¶get af uenighed. Idet racen fik sin standard, blev etableret, kendt og mere udbredt begyndte flere og flere ogs√• at interessere sig for racen. Med denne interesse √łgedes ogs√• antallet af opdr√¶ttere og √łvrige hunde-entusiaster s√•som udstillere. I 70erne dominerede Peski hundene og Marri Vainio stort set entydigt udstillingsringene sammen med Matti Kuivila og dennes Poromiehen opdr√¶t, men sidstn√¶vnte var langt fra s√• aktiv som Marri Vainio og opdr√¶ttede ogs√• langt f√¶rre hvalpe (Marri Vainio opdr√¶ttede over 500 finske lapphundehvalpe p√• sin Peski kennel, hvorimod Matti Kuivila ‚ÄĚkun‚ÄĚ opdr√¶ttede lidt over 100), men i starten af 80erne kom mange andre til. Fx blev Matti Kuivilas hanhund Kalikakaula og dennes afkom popul√¶r. I 80erne vandt Jukka Kuusisto med sin Lecibsin kennel mange tilh√¶ngere, og hans type af lapphunde h√łstede stor succes i udstillingsringene. Generelt blev hunde, som var kortere i kroppen, med strammere rullet hale og mere knappe vinkler foretrukket af mange opdr√¶ttere og dommere p√• den tid. Flere af disse var Peski-hunde, andre var af Poromiehen kennelens linjer, og andre igen var af nogle af de andre linjer, der ogs√• blev hentet i Lapland. Fx havde samen Jakke Aarnipuro, der boede i Ivalo i Lapland t√¶t p√• Inari, den kendte renhund Musti ,som i 82 blev finsk champion. Musti blev blandt andet far til Aarnipuro¬īs eget opdr√¶t: Finsk champion R√∂ss√∂, og R√∂ss√∂s kuldbror, Kolttapoika, blev ligeledes finsk champion . B√•de R√∂ss√∂ og Kolttapoika findes i dag i mange stamtavler. Andre af Aarnipuros linier ligger blandt andre vigtige hunde, blandt andet var en t√¶ve af hans opdr√¶t en af stamhundene hos kennel Staalon, og en gammel hanhund af hans opdr√¶t blev far til to hanner, der begge er brugt betydeligt i avlen, Jahkkas Ilkikuri og Orso-Farm Dielku. Udstillingsdommere i slutningen af 70erne og starten af 80erne fandt ofte den ‚ÄĚnye type‚ÄĚ flottere, og det samme gjorde flere opdr√¶ttere. Dette ledte i 1981 til oprettelsen af en ny klub for finsk lapphund (udover den allerede eksisterende officielle raceklub under den Finske Kennel Klub, der fandtes for finsk lapphund, finsk hyrdehund og svensk lapphund), denne blev kaldt Paimensukuinen Lapinkoira Seura. Navnet kan overs√¶ttes til hyrde-afstammende lapphundes forening. Grundlaget for denne klub blev et √łnske om, at den finske lapphund skulle have f√¶lles standard med den finske hyrdehund, eneste forskel skulle v√¶re pelsl√¶ngden. De p√•stod, at flere af de hunde, der var blevet taget ind i racen, var kryds med indblanding af andre racer, og de lavede derfor en liste over s√•kaldte ‚ÄĚkantakoira‚ÄĚ (stamhunde), som var de eneste, de anerkendte som ‚ÄĚ√¶gte‚ÄĚ lapphunde; kun direkte afkom af disse kantakoira uden indblanding af nogle andre linjer kunne accepteres som paimensukuinen lapphunde. Denne tese har v√¶ret meget omdiskuteret. Ingen hunde blev taget ind i racen, som ikke kom fra Lapland og havde egenskaber som rensdyrhunde. Som n√¶vnt var der fx opdr√¶tteren Jakke Aarnipuro, som selv var same og brugte hundene som renvogtere ‚Äď hans hunde var if√łlge paimensukuinen lapinkoira seura ikke rigtige lapphunde. Det samme gjaldt alle Poromiehen hunde p√• trods af, at kennelens ejer Matti Kuivila boede i Lappland, hentede alt sit avlsmateriale i form af arbejdende renhunde hos samerne og solgte mange hunde tilbage til samerne ‚Äď disse blev med succes anvendt i arbejdet med renerne. Det var dengang og er stadig i dag sv√¶rt for mange at forst√•, hvorfor kun ca. 40 hunde skulle godkendes som rigtige lapphunde, n√•r alle de √łvrige ogs√• kom fra Lappland, kunne fremvise en lang stamtavle af kendte rensdyrhunde og producerede hvalpe, som effektivt arbejdede i rensdyrmarkerne. Den eneste ‚ÄĚfejl‚ÄĚ disse hunde havde, var, at de vandt p√• udstillinger. Som allerede n√¶vnt fandtes der mange typer af hunde ogs√• i Lapland, og ingen s√• sig derfor (udover skaberne af paimensukuinen lapinkoira seura) i stand til at bed√łmme hvilken type, der var den rette.

Et andet problem for klubbens trov√¶rdighed var, at de gamle Peski-hunde ikke s√• ud som klubben p√•stod. Mange af dem ville uden problemer kunne blive champions i dag, og disse hunde lignede ikke finske hyrdehunde med lang pels, men var kraftige hunde med utroligt kraftige hoveder, korte kroppe, h√łjt b√•rne haler og lang strid pels. Der fandtes som allerede n√¶vnt en mellemtype, som fremkom, da begge racer havde f√¶lles ophav og blev blandet med hinanden, hvorefter de langh√•rede eksemplarer registreredes som finske lapphunde og de korth√•rede som finske hyrdehunde. Peski-kennelen havde flere af disse, da den opdr√¶ttede begge racer, og flere af Peski kennelens stam-hanner blev brugt b√•de som finske lapphunde og som finske hyrdehunde. Men paimensukuinen lapinkoira seura valgte at fremh√¶ve denne mellemtype som den eneste korrekte og negligerede, at st√łrstedelen af de gamle Peski-hunde langt fra var af denne type. Netop grundet de mange stridigheder stoppede Marri Penna sit opdr√¶t i starten af 80erne p√• sin Peski-kennel og har f√łrst taget det op igen i de senere √•r. Bem√¶rkelsesv√¶rdigt er det, at de hunde, hun ejer og avler p√• nu, ikke er rene paimensukuinen linier, og hun har skrevet flere artikler, hvori hun kritiserer paimensukuinen klubbens arbejde og sn√¶versynethed ‚Äď p√• trods af at de baserer hele deres avl p√• hunde af visse af hendes linjer.

Paimensukuinen opdr√¶ttere n√¶gtede og n√¶gter stadig at blande deres hunde med de officielle. En stor del af linjerne findes dog allerede i den officielle race. For det f√łrste var der mange opdr√¶ttere tilbage i 80erne, som ejede Peski-hunde eller afkom af disse, som ikke hoppede med p√• paimensukuinen ideen og derfor holdt sig til slet og ret at opdr√¶tte lapphunde af den korrekte type uden fanatisme og uden skelen til, hvorvidt en hund var ren ‚ÄĚpaimensukuinen‚ÄĚ eller ej; bag meget af deres opdr√¶t ligger derfor de samme gamle Peski-hunde, som paimensukuinen klubber s√• ivrigt h√¶ger om. Derudover er adskillige paimensukuinen-opdr√¶ttere i gennem √•rene frafaldet deres klubs ideer og har blandet deres linjer ind med den officielle linie. Og endelig har flere hanhunde-ejere ladet deres hanner blive anvendt i den officielle avl.

Opdrættere, som startede deres opdræt på Peski-hunde eller afkom af disse, er blandt andet kennelerne Vihervaaran, Tarukallion, Orso-Farm, Mettänpeikon, Naavapirtin, Kutrin, Ukonkallion, Shacal, Staalon, Nepukatin, Lecibsin, Myräkän. Hvis vi kigger på vores finske lapphundes stamtavler i dag, finder vi hunde fra mindst en af disse kenneler bag næsten alle hunde.

Derudover er flere s√•kaldte paimensukuinen-hanner i stor udstr√¶kning blevet anvendt i den officielle avl, s√•ledes at linjerne p√• den m√•de i dag findes p√• ‚ÄĚbegge sider‚ÄĚ. Dette g√¶lder mange hunde som kuldbr√łdrene Risukaruin √§ijo og Risukarhin √§ly, championhannen Rahkis Lapin-Loituma, de to Fidelis hanner Yasso og Esaias, Rahkis Veli-Kulta, Risukarhin Gairi, Fihtolas Sasli og mange mange flere.

Flere kenneler har mixet de to linjer, nogle fx Fidelis og Orso-Farm bevidst, hvor de har parret de bedste individer af paimensukuinen-linjen ind med deres egne, andre som Shacal og Fihtolas fordi de er startet som paimensukuinen-opdrættere, der er blevet uenige med deres klubs ideer og derfor har skiftet retning og er begyndt at blande deres hunde med den officielle del.

Hvor striden mellem de to lejre fyldte meget i slutningen af 80erne og starten og midten af 90erne, er den i de seneste år taget meget af.

De to klubber er nu på mange punkter i stand til at samarbejde, og den fanatisme, der i nogle år prægede billedet, er til dels forsvundet.

Lapphundens officielle type er også vendt tilbage til sin oprindelse. Hundene i dag ligger meget tæt op ad de gamle Peski-hunde fra 70erne.

I 80erne tog racen en drejning, hvor den endte, som hvad nogle kaldte en sort samojede. I deres iver efter store udstillingsresultater avlede man på de korteste hunde, man kunne finde.

I 90erne blev denne tendens vendt. Der blev fra raceklubbens side sat stor fokus p√• racens TYPE, og hvor vigtig denne var for netop den finske lapphund. En ildsj√¶l var mange√•rig formand for avlsudvalget Eija Lehtim√§ki, som ogs√• var b√•de dommer og opdr√¶tter af racen. I midten af 90erne indf√łrte hun med Terhi Uski-begrebet, at den finske lapphund skal ligne en j√¶rv. J√¶rven er et af Finlands vilde nationaldyr og er et lavstammet dyr med meget t√¶t og tyk pels og meget pels p√• sine ben. Den er l√¶ngere end den er h√łj, og netop disse tr√¶k var, hvad raceklubben √łnskede, at opdr√¶ttere og dommere skulle fokusere p√• hos lapphunden. Det skulle v√¶re en hund, der var l√¶ngere, end den var h√łj ‚Äď og ikke som nogle hunde, der var p√• vej til at blive helt kvadratiske. Den skulle have meget pels, og is√¶r skulle den have meget pels p√• sine ben. Den m√•tte ikke g√łre et h√łjbenet og ‚ÄĚstolt‚ÄĚ indtryk, men skulle virke lidt lavstillet og underdanig.

Vigtigst var, at den skulle minde om et vildt dyr. Ved forel√¶sninger i 90erne understregede klubben, at man, n√•r man s√• en lapphund, skulle kunne forestille sig den l√łbe p√• de snekl√¶dte vidder i Lappland. Den skulle g√• i et med naturen og ligne et vildt dyr, som en ulv, bj√łrn, j√¶rv etc. Den skulle ikke have skinnende blank pels og ligne en sofahund, der fr√łs om t√¶erne i sne og kulde. Og netop dette vilddyrspr√¶g og denne type, er det, der er sv√¶rt for mange at fange. F√• dommere uden for Finland ser og ved dette, og mange lapphunde kan v√¶re smukke velproportionerede hunde, som vinder p√• udstilling, uden dog at have denne racetype.

I dag – knapt 40 √•r efter de f√łrste lapphunde blev registreret – ligger typen ret fast. Dagens lapphund i Finland ligner p√• mange m√•der de f√łrste Peski-hunde. Typem√¶ssigt ligger de t√¶t op ad disse, men de adskiller sig fra den finske hyrdehund i proportioner og pels, og er ikke s√• korte og ekstreme som hundene i 80erne var. Pelsen er blevet korrekt p√• gennemsnitligt langt flere hunde, da ogs√• dommere har l√¶rt, at lapphunden ikke skal v√¶re bl√łd og glat, men strid og lidt t√łr i pelsen. Farverne er ogs√• vendt tilbage, hvor det en overgang i 80erne mest var paimensukuinen-linien, der bevarede alle racens farver, ser man nu i dag masser af vildtfarvede, r√łde, brune og cremefarvede lapphunde rundt omkring. De f√łrste Peski-hunde havde alle disse farver, og det er vigtigt, at disse bevares i racen.

Lapphunden har inden for sin forholdsvis korte periode som officiel race bidt sig godt fast.

Som allerede n√¶vnt ligger den fast i top tyve blandt Finlands mest popul√¶re racer hvert eneste √•r, og med over 1000 registreringer hvert eneste √•r findes der mange aktive opdr√¶ttere, udstillere og √łvrige lapphundeentusiaster. Racen har markeret sig p√• mange positive m√•der, og den finske klub har egne agilityhold, lydighedshold mm. I 90erne skrev t√¶ven Kettuharjun Elle historie, da hun ikke kun blev lydighedschampion, men ogs√• blev Finlands mest vindende lydighedshund. Sidste √•r skrev endnu en hund historie, nemlig Lecibsin Kultakuono, da han blev brugschampion.

Om end racen ikke kan bryste sig af mange hunde med sådanne brugstitler, beviser dette, at racen er alsidig, og at den i sit hjemland anvendes og trænes på mange måder.

Fremtiden vil vise, hvad der sker med racen, men for en race, der blev reddet i ellevte time og baseret på et ganske lille antal stamhunde, må man sige, at den har klaret sig godt!

Hvalpek√łb

Hvilke tanker i g√łr jer kan bero p√• mange ting , det kan v√¶re impulsivt fordi naboen har anskaffet en hund , vi h√•ber det et velovervejet valg og vil derfor sp√łrge jer om nogle ting som f.eks familie sammens√¶tning , hvorfor i skal have hund, og hvilke omgivelser den vil f√•, kun for at give den bedste r√•dgivning.

Bliv Udstationeringsvært

Mange hvalpek√łbere har sp√łrgsm√•l til hvad udstationering er. Det virker, som om mange mennesker godt kunne t√¶nke sig at have en hund p√• denne m√•de, men er bekymret over, om opdr√¶tteren n√•r som helst kan kr√¶ve hunden tilbage, fordi opdr√¶tteren stadig ejer hunden.

Translate ¬Ľ
Share This