Happy Lapp

En tekst af T. Mäki fra 1947 beskriver lapphunden som en arbejdshund, der skulle løbe rundt om rensdyrene, mens den gøede.

Den store varierede gruppe af hunde, som er beskrevet ovenfor, blev til de to racer, vi i dag kender som finsk lapphund og finsk hyrdehund. Racen blev delt i to i 1959, og udgangspunktet for den finske lapphund var de langpelsede hunde fra de vestlige fjelde, mens den finske hyrdehund blev grundlagt på de korthårede hunde fra Menesjärvi i Inari.

Adskillelsen blev for en stor del bestemt af hundens pels. De korthårede hunde (finske hyrdehunde) producerede hvalpe med både kort og lang pels, og de langhårede hvalpe blev overført til den finske lapphunds register. Man indså ikke på daværende tidspunkt, at disse hunde ikke var finske lapphunde, blot fordi de havde lang pels; de to racer adskilte sig både bygningsmæssigt, størrelsesmæssigt og temperamentsmæssigt. Pga. sammenblandingen af racerne i opstartsperioden er der i dag adskillige hunde, der er stamfædre/mødre til begge racer, fx Menes-Lappi, Jehu og Geisha Mimosa Von Sennehütte. De to racers historie er dermed uløseligt bundet sammen, og den fælles stambase gør, at der eksisterer en gruppe af ”mellemhunde” især finske lapphunde, der mere minder om finske hyrdehunde end deres egen race.

De første lapphunde blev registreret i finsk kennel klub i 30erne og 40erne, men har intet at gøre med, hvad vi forstår ved en lapphund i dag.

I 60erne foretog finsk kennel klub adskillige forskningsrejser til Lapland og indså, at den ”rigtige” lapphund var en helt anden. Man etablerede en ny race og begyndte at hente hunde fra Lapland, som dannede bund for racen finsk lapphund.

Den finske lapphund har aldrig været en homogen race, når det gælder udseende, da der har været utallige lokale typer i hele Lapland. Farvemæssigt har der også været mange forskellige kombinationer, og det samiske sprog har utroligt mange betegnelser for lapphundens farver.

I begyndelsen af 70erne foretog rensdyrhunde komiteens (under den Finsk Kennel Klub) medlemmer forskningsrejser til Lapland.

Det var i sidste øjeblik man gik i gang med at redde racen, og der er ingen tvivl om, at der formentlig har forekommet urene indslag. Diskussionerne er gået højt i perioder om, hvorvidt øvrige finske jagt-spidshunderacer, samojede, border collie mm er blevet indblandet. Man mener dog ikke, der i dagens lapphund findes meget ”fremmed blod”. Udenlandske hyrdehunderacer ville simpelthen ikke have været i stand til at overleve under de hårde arktiske forhold, og hunde med jagtinstinkt ville ikke have egnet sig til deres opgave med hyrdning, og samerne har ikke spildt mad på en ikke brugbar hund.

Lapphundens popularitet voksede hurtigt. I 1968 blev de første to eksemplarer registreret.

Lapphundens historie har dog været præget af uenighed. Idet racen fik sin standard, blev etableret, kendt og mere udbredt begyndte flere og flere også at interessere sig for racen. Med denne interesse øgedes også antallet af opdrættere og øvrige hunde-entusiaster såsom udstillere. I 70erne dominerede Peski hundene og Marri Vainio stort set entydigt udstillingsringene sammen med Matti Kuivila og dennes Poromiehen opdræt, men sidstnævnte var langt fra så aktiv som Marri Vainio og opdrættede også langt færre hvalpe (Marri Vainio opdrættede over 500 finske lapphundehvalpe på sin Peski kennel, hvorimod Matti Kuivila ”kun” opdrættede lidt over 100), men i starten af 80erne kom mange andre til. Fx blev Matti Kuivilas hanhund Kalikakaula og dennes afkom populær. I 80erne vandt Jukka Kuusisto med sin Lecibsin kennel mange tilhængere, og hans type af lapphunde høstede stor succes i udstillingsringene. Generelt blev hunde, som var kortere i kroppen, med strammere rullet hale og mere knappe vinkler foretrukket af mange opdrættere og dommere på den tid. Flere af disse var Peski-hunde, andre var af Poromiehen kennelens linjer, og andre igen var af nogle af de andre linjer, der også blev hentet i Lapland. Fx havde samen Jakke Aarnipuro, der boede i Ivalo i Lapland tæt på Inari, den kendte renhund Musti ,som i 82 blev finsk champion. Musti blev blandt andet far til Aarnipuro´s eget opdræt: Finsk champion Rössö, og Rössös kuldbror, Kolttapoika, blev ligeledes finsk champion . Både Rössö og Kolttapoika findes i dag i mange stamtavler. Andre af Aarnipuros linier ligger blandt andre vigtige hunde, blandt andet var en tæve af hans opdræt en af stamhundene hos kennel Staalon, og en gammel hanhund af hans opdræt blev far til to hanner, der begge er brugt betydeligt i avlen, Jahkkas Ilkikuri og Orso-Farm Dielku. Udstillingsdommere i slutningen af 70erne og starten af 80erne fandt ofte den ”nye type” flottere, og det samme gjorde flere opdrættere. Dette ledte i 1981 til oprettelsen af en ny klub for finsk lapphund (udover den allerede eksisterende officielle raceklub under den Finske Kennel Klub, der fandtes for finsk lapphund, finsk hyrdehund og svensk lapphund), denne blev kaldt Paimensukuinen Lapinkoira Seura. Navnet kan oversættes til hyrde-afstammende lapphundes forening. Grundlaget for denne klub blev et ønske om, at den finske lapphund skulle have fælles standard med den finske hyrdehund, eneste forskel skulle være pelslængden. De påstod, at flere af de hunde, der var blevet taget ind i racen, var kryds med indblanding af andre racer, og de lavede derfor en liste over såkaldte ”kantakoira” (stamhunde), som var de eneste, de anerkendte som ”ægte” lapphunde; kun direkte afkom af disse kantakoira uden indblanding af nogle andre linjer kunne accepteres som paimensukuinen lapphunde. Denne tese har været meget omdiskuteret. Ingen hunde blev taget ind i racen, som ikke kom fra Lapland og havde egenskaber som rensdyrhunde. Som nævnt var der fx opdrætteren Jakke Aarnipuro, som selv var same og brugte hundene som renvogtere – hans hunde var ifølge paimensukuinen lapinkoira seura ikke rigtige lapphunde. Det samme gjaldt alle Poromiehen hunde på trods af, at kennelens ejer Matti Kuivila boede i Lappland, hentede alt sit avlsmateriale i form af arbejdende renhunde hos samerne og solgte mange hunde tilbage til samerne – disse blev med succes anvendt i arbejdet med renerne. Det var dengang og er stadig i dag svært for mange at forstå, hvorfor kun ca. 40 hunde skulle godkendes som rigtige lapphunde, når alle de øvrige også kom fra Lappland, kunne fremvise en lang stamtavle af kendte rensdyrhunde og producerede hvalpe, som effektivt arbejdede i rensdyrmarkerne. Den eneste ”fejl” disse hunde havde, var, at de vandt på udstillinger. Som allerede nævnt fandtes der mange typer af hunde også i Lapland, og ingen så sig derfor (udover skaberne af paimensukuinen lapinkoira seura) i stand til at bedømme hvilken type, der var den rette.

Derudover er flere såkaldte paimensukuinen-hanner i stor udstrækning blevet anvendt i den officielle avl, således at linjerne på den måde i dag findes på ”begge sider”. Dette gælder mange hunde som kuldbrødrene Risukaruin äijo og Risukarhin äly, championhannen Rahkis Lapin-Loituma, de to Fidelis hanner Yasso og Esaias, Rahkis Veli-Kulta, Risukarhin Gairi, Fihtolas Sasli og mange mange flere.

Flere kenneler har mixet de to linjer, nogle fx Fidelis og Orso-Farm bevidst, hvor de har parret de bedste individer af paimensukuinen-linjen ind med deres egne, andre som Shacal og Fihtolas fordi de er startet som paimensukuinen-opdrættere, der er blevet uenige med deres klubs ideer og derfor har skiftet retning og er begyndt at blande deres hunde med den officielle del.

Hvor striden mellem de to lejre fyldte meget i slutningen af 80erne og starten og midten af 90erne, er den i de seneste år taget meget af.

De to klubber er nu på mange punkter i stand til at samarbejde, og den fanatisme, der i nogle år prægede billedet, er til dels forsvundet.

Lapphundens officielle type er også vendt tilbage til sin oprindelse. Hundene i dag ligger meget tæt op ad de gamle Peski-hunde fra 70erne.

I 90erne blev denne tendens vendt. Der blev fra raceklubbens side sat stor fokus på racens TYPE, og hvor vigtig denne var for netop den finske lapphund. En ildsjæl var mangeårig formand for avlsudvalget Eija Lehtimäki, som også var både dommer og opdrætter af racen. I midten af 90erne indførte hun med Terhi Uski-begrebet, at den finske lapphund skal ligne en jærv. Jærven er et af Finlands vilde nationaldyr og er et lavstammet dyr med meget tæt og tyk pels og meget pels på sine ben. Den er længere end den er høj, og netop disse træk var, hvad raceklubben ønskede, at opdrættere og dommere skulle fokusere på hos lapphunden. Det skulle være en hund, der var længere, end den var høj – og ikke som nogle hunde, der var på vej til at blive helt kvadratiske. Den skulle have meget pels, og især skulle den have meget pels på sine ben. Den måtte ikke gøre et højbenet og ”stolt” indtryk, men skulle virke lidt lavstillet og underdanig.

Lapphunden har inden for sin forholdsvis korte periode som officiel race bidt sig godt fast.

Om end racen ikke kan bryste sig af mange hunde med sådanne brugstitler, beviser dette, at racen er alsidig, og at den i sit hjemland anvendes og trænes på mange måder.

Fremtiden vil vise, hvad der sker med racen, men for en race, der blev reddet i ellevte time og baseret på et ganske lille antal stamhunde, må man sige, at den har klaret sig godt!